Som producerende egnsteater i Hvidovre præsenterer Teater Vestvolden hver sæson 2-3 egenproduktioner skabt sammen med et professionelt hold af scenekunstnere.
Det er altid den gode historie, der er i centrum, ofte fortalt i et visuelt overraskende univers og med et særligt tvist, som i form, udtryk eller genre er med til at udvikle hver forestilling.
Teater Vestvoldens forestillinger tager ofte udgangspunkt i kendte titler som teatrets populære dramatisering af Bjarne Reuters ungdoms klassiker Zappa, men også nye titler og fortællinger, som de anmelderroste Et mærkeligt skib og Taynikma – skyggens vilje. De to sidstnævnte forestillinger har begge film- og animerede projektioner, som interagerer med skuespillerne og historien på scenen, en scenisk form der ses i flere af Teater Vestvoldens forestillinger.
På Teater Vestvolden elsker vi godt teater. Jo længere et liv og jo flere publikummer en forestilling kan nå, jo bedre.
Teater Vestvolden har derfor ved flere lejligheder skabt samproduktioner med andre teatre inden for den danske scenekunstbranche, samt genopsat tidligere sæsoners forestillinger til glæde for et endnu større publikum.
Der spilles typisk i dagtimerne på hverdage for skoler, institutioner og andre interesserede og igen om aftenen på udvalgte spilledage, mens weekenden kan byde på forestillinger både formiddag, eftermiddag og aften.
Teater Vestvolden er i dag primært et stationært teater i Hvidovre, men tiltrækker publikum fra hele sjælland. Over halvdelen af publikum udgøres af børn og unge, hvilket gør Teater Vestvolden til et af Hovedstadsområdets store børne- og ungdomsteatre.
Hvert femte år inddrages teaterinteresserede borgere i en større teaterproduktion, der dykker ned i de lokale historier. Teater Vestvolden har altid været en kraftfuld medspiller i Hvidovre og er kendt som hele Hvidovres teater.
Se kalender
Teatret drager i udvalgte sæsoner på turné med større forestillinger og i vores Teaterbus.